Ombygningen i Badeanstalten Spanien
Badeanstaltens Spanien står i år over for en renovering. Det betyder, at badeanstalten er lukket fra og med 6. april 2010 til 1. marts 2011. Der er tale om en længere byggeperiode end oprindelig forventet, da det både har vist sig muligt at få renoveret omklædningsetagerne samt bygge ny kurbadsafdeling på 3. sal.
Fra starten af april 2010 går Badeanstalten Spanien igennem en periode med udbygning og renovering. Det betyder, at der i fremtiden igen vil være kurbad på 3. sal i Badeanstalten Spanien og at omklædningsfaciliteterne på 1. og 2. sal bliver renoverede.
Kurbadsområde på 3. sal skal indrettes med kurbade, sauna, dampbade og børnebade. I tilknytning til kurbadet indrettes der, i de tidligere massageafsnit, en træningssal. På 1. og 2. sal vil der fortsat udelukkende være omklædningsfaciliteter.
Det er en klar intention at gøre badeanstaltens tilbud så bredtfavnende og tidssvarende med udgangspunkt i tradition og stedets stolte historie. Der er tale om mere tidssvarende rammer, som imødekommer de ønsker, der i dag er til en moderne familievenlig badeanstalt.
Udover etablering af kurbad og renovering af omklædningsfaciliteterne vil en stor del af renoveringsarbejdet også omfatte facaderenovering, renovering af tag samt tekniske installationer.
